Strukturel Zoneterapi beskæftiger sig med svagheder i selve foden. Med 26 knogler og 107 ledbånd i foden, kan der let opstå uhensigtsmæssigheder. Det kan være løse eller for stramme ledbånd, og de kan påvirke knoglestillingen i foden. Skader, knyster, skæve tæer og mange andre tilstande, kan også skabe problemer. Hver især kan de give sig udslag som alt fra et let ubehag til stærke smerter i foden evt. med følgevirkninger opefter i kroppen. Fødderne er vores fundament og en lille ”skævhed” her, kan have konsekvenser længere oppe i systemet, fordi kroppen automatisk kompenserer så godt den kan. Ellers ville mange af os ligne det skæve tårn i Pisa.
Ved første besøg får du målt dine fødder, så vi er sikre på, at det ikke er noget trivielt som for småt fodtøj, der er årsag til dit problem. Rigtigt mange mennesker går uden at vide det med for små sko. I vores kultur anses små fødder som fint, så vi kan være tilbøjelige til at acceptere at ”gå skoen til” eller tænker ”den giver sig nok”. Desværre er det alt for ofte foden, der giver sig og dermed danner grobund for at udvikle nogle af de ovennævnte skavanker.
Strukturel zoneterapi er som traditionel zoneterapi både behagelig og afslappende.